Klaus Berg har 15 års erfaring med turisme i Grønland. Han har boet og arbejdet i Nordgrønland med base og bopæl i Ilulissat og kom dertil som direktør for det regionale turistudviklingsselskab ’Destination North Greenland A/S’. Herefter opbyggede han en lokal incoming turistvirksomhed, der fokuserer på at planlægge og servicere de årligt mange turister.
Siden 2010 har han haft base i Danmark og arrangeret skræddersyede ture til Grønland - primært til Nordgrønland, hvor ca. 80% af alle turister tager hen, men også til mange andre smukke egne.
Det lokale kendskab samt det store nationale grønlandske netværk sikrer de bedste løsninger for gæsterne.
At rejse i Grønland giver oplevelser, som man nærmest ikke tror er mulige.
Om man vandrer i fjeldet, sejler mellem de store isfjelde eller er på en tur med fastvinget fly eller helikopter, er oplevelsen "breathtaking"!
Luften er klar og tør, så den opleves yderst behagelig. Udsynet mod horisonten er tydeligt, og afstande føles meget kortere, end de faktisk er. Solen har stor magt og giver et fantastisk genskin i vand og sne.
Naturen er nem at beskrive og så alligevel ubeskrivelig. Man hører ofte at: ”… det skal opleves.” Det er meget rigtigt sagt - se blot billederne her, og prøv at beskrive det for andre.
Kulturen i Grønland er allestedsnærværende, så vær åben og besøg den imødekommende og mangfoldige grønlandske befolkning.
I Ilulissat finder du den grønlandsk/danske polarforsker Knud Rasmussens fødehjem, som i dag er omdannet til byens museum. Her kan du blive klogere på byens historie og polarforskerens liv. Han bidrog bl.a. til kortlægningen af Grønland og blev især berømt for Thule-ekspeditionerne hen over Indlandsisen.
I udkanten af Ilulissat finder du de historiske sights fra Inuitternes tid på den gamle boplads Sermermiut. Herfra har de 3 hoved-inuitkulturer hver især drevet jagt og fiskeri lige siden Saqqaq-folket som de første kom til Grønland for ca. 4.500 år siden.
Et ophold i Qasigiannguit giver dig et unikt indblik i den grønlandske kultur. I byen finder du bl.a. et interessant kulturhistorisk lokalmuseum for arkæologisk- og historisk interesserede. Museet har til huse i et af Grønlands ældst bevarede træhuse fra 1734.
Grønlænderne er venlige og imødekommende mennesker, der på mange måder lever en hverdag, som de fleste af os. Blot skal vi lige betænke de geografiske forhold, vi hver især er præget af.
Det får man et godt indtryk af på de rejser, vi arrangerer. Faktuel information om Grønland kan ses her.
Nord for Polarcirklen oplever man midnatssol, hvor solen er oppe 24 timer modsat om vinteren, hvor den kan være væk hele døgnet. Hvor lang tid de to fænomener varer, afhænger af, hvor mange kilometer man er nord for Polarcirklen.
Oplevelsen af de to fænomener er utrolig. I perioden oktober til april kan man opleve nordlyset, som det ses på billedet.
Det er en fantastisk oplevelse at stå i naturen og iagttage de store "gardiner", der hænger over hovedet på en.
Det er svært at forstå, at det foregår mere end 200 km oppe i himmelrummet. Farverne kan skifte, men det grønne virker til at være dominerende.